Backlinks

Backlinks – en guide

I mange år har SEO været forbundet med begrebet Backlinks. Backlinks betyder groft sagt, at når folk linker til din hjemmeside via deres egen hjemmeside, ofrer de et Backlink på dig. Altså er Backlinks når andre hjemmesider linker til din hjemmeside. Disse links bliver mere og mere vigtige, når din hjemmesides renommé skal bearbejdes af de emsige robotter fra Google. Google robotterne tjekker nemlig en række forskellige aspekter, når de skal finde frem til en form for rangering i deres udspekulerede univers. I gamle dage opererede man med begrebet Pagerank, som simpelt forklaret er Googles interne karakterbog. Jo højere Pagerank, jo bedre placeringer i Googles søgeresultater.

Men tilbage til Backlinks. Du skal nemlig sørge for at have styr på disse Backlinks, fordi mange Backlinks er ikke ensbetydende med popularitet hos Googles robotter. Jeg fandt nogle tips hos amerikanske SEO Software, som udvikler spændende software til SEO arbejdet. Nogle af tingene overraskede mig, så jeg tænker at det måske har din interesse, når du fremadrettet skal optimere dit site mod bedre placeringer i Google.

Pas på visse backlinks

Pas på Backlinks, der stammer fra hjemmesider der har en masse udgående links. Disse sites er Google nemlig ikke pjattet med, og du risikerer at Google sætter dig i dårligt selskab. Jeg oplevede selv at få straffen på mit golf site, som indeholder mange links til danske golfklubber og golf shops mv. Google anser åbenbart sådanne sites som lav kvalitet, så nu er min Pitchfork.dk pillet ud af Googles indeks.

Hvis du har Backlinks fra 4 sites, som alle ligger på samme IP-adresse, skal du seriøst overveje at få fjernet links fra de 3 af dem. Google er udmærket klar over at mange hjemmesider tilhører samme kreds af mennesker, og at der foregår en form for linkudveksling og linksamarbejde imellem disse. Sådanne links giver Google ikke ret meget for.

Tjek også de anchor tekster, som dine Backlinks er pakket ind i. Med dette mener jeg at du skal undersøge, hvilke søgeord eller sætninger, som linket til din hjemmeside er pakket ind i. Hvis Google erfarer at mange Backlinks til dit site har samme søgesætning eller søgeord, vil robotterne konkludere, at der er en nøje planlagt linkstrategi, og derfor vil robotterne blot give dig et tsk tsk tsk…

Pas også på, at dine Backlinks ikke er placeret på traditionelle steder for ligegyldige links. Mange webbureauer har for vane at placere et link til deres egen butik i headeren eller footeren på kundernes websites. Derved tror disse webbureauer, at de vinder en masse linkjuice. Google ser tilsyneladende anderledes på det, så hvis du skal have fuld valuta ud af dine Backlinks, bør du få disse placeret på sider eller sektioner, hvor de falder “tilfældigt ind”.

backlinks2

Backlinks uden værdi

Backlinks, som stammer fra sites, der ikke er en del af Googles indeks, er oftest ikke fem øre værd. Mange hjemmesider oprettes med det formål at de blot skal fungere som spøgelser med Backlinks, så de kan friste dig til at indgå linksamarbejde med dem. Derfor bør du altid tjekke om sites, der foreslår linksamarbejde, overhovedet optræder i Googles indeks. Prøv at skrive “site:domæne.dk” i Googles søgefelt (uden gåseøjne), hvor domæne.dk er URL’en på det site, der tilbyder dig Backlinks. Hvis sitet ikke optræder i Googles søgeresultat, bør du glemme ideen og komme videre.

Og endelig bør du være forsigtig med at putte dit link ind i registre, indeks eller sites, som skilter med “Add URL”, tilføj din hjemmeside eller hvad de nu skriver på forsiden. Google er trekvart ligeglade med sådanne link-sites, hvilket også får mig til at overveje fremtiden for mit elskede golf site, Pitchfork.dk, som Google altså nu anser for at være et site med unaturlige links. Jeg venter spændt på hvilken dom, der eksempelvis falder over Ni.dk, som også er et site med masser af udgående links, altså Backlinks til hjemmesider på nettet.

Blev du klogere oven på denne omgang SEO nørd snak om backlinks? Eller blot mere forvirret?

www.link-assistant.com/news/link-mistakes.html

2 svar
  1. Rasmus
    Rasmus siger:

    Fin artikel med gode tips 🙂 dog kunne du godt specificere lidt mere omkring hvor meget anchor tekst man kan tillade sig at bruge før Google får øje på at man laver SEO. Sidst jeg tjekkede var tallet omkring 25-30 procent anchor tekst. Alt ud over dette vil fange deres opmærksomhed 🙂

    Svar
    • Allan Bojsen
      Allan Bojsen siger:

      Hej Rasmus
      Anchor tekster bør efter min bedste overbevisning ikke være alt for lange. Robotski bliver mistænksom! Jeg har en grænse, der siger 6-7 ord eller omkring 50-55 tegn.

      Svar

Læg en kommentar

Skriv gerne en kommentar
Du er meget velkommen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *