Webdesign: dette bør du undgå

Når du og alle andre besøger en hjemmeside på internettet, er der nogle gang elementer på hjemmesiden, som kan få os til at blive irriterede og nærmest ophidsede. Personligt har jeg det ekstremt svært med både cookiebokse og popupreklamer på en hjemmeside, og især når hjemmesiden besøges via smartphone. Så kan jeg næsten få et føl på tværs.

Undersøgelser blotlægger nu, hvilke elementer der især hidser folk op, når de besøger en hjemmeside. Cyberduck har interviewet omkring 1100 personer for at høre dem ad, hvad de farer i flint over, når de besøger en hjemmeside. Og respondenterne blev ligefrem udstyret med en blodtryksmåler, så man beviseligt kunne registrere, hvad der er skidt for mennesket på nettet. Det er der kommet nogle ret interessante svar på. Lad os se hvad der irriterer folk, når de besøger hjemmesider.

Langsomme websites

Hvis hjemmesiden er for tung og toner langsomt frem på skærmen, er det noget der gør de fleste mennesker arrige. Derfor bør du som hjemmesideejer sørge for, at hjemmesiden ikke er for tung og langsom. Sørg for at optimere indholdet på hjemmesiden, herunder at optimere billeder, inden de lægges på sitet. Overvej også at købe plads på et ordentligt webhotel med fornuftige hastigheder.

De forfærdelige popups

Popups kommer på andenpladsen. Mange af mine kunder efterspørger af og til muligheden for at få en popup reklame på hjemmesiden. Jeg spørger altid ”Hvorfor”. De fleste reagerer med et skuldertræk og devisen om at de gerne vil have folk til at tilmelde sig nyhedsbrevet på hjemmesiden. Og ja, det er da muligt at sådan en popup fætter hjælper, men jeg kan bare konstatere at jeg somme tider forlader en hjemmeside på grund af popup vinduer. Er det dét værd med sådan en popup?

Automatisk musik og lyd

Et element der også irriterer grænseløst er når lyd og video automatisk afspilles på hjemmesiden. Du sidder måske i et lokale sammen med andre mennesker, og pludselig drøner dine højttalere derudad med lyd i vilden sky. Dels bliver man selv lidt overrasket over lyden, og medmenneskenes irriterende blikke gør ikke sagen bedre. Derfor synes jeg du skal tænke dig om en ekstra gang, hvis du ønsker at igangsætte lyd på hjemmesiden helt automatisk uden folks indgriben.

Siden kan ikke vises

Det er også drønærgerligt når man har googlet sig frem til den helt rigtige side på et website, og den så melder at siden ikke kan vises. Måske er den pågældende side død, eller også har hjemmesideejeren ændret URL på nogle af siderne i håb om at komme højere op i Googles søgeresultater. Med andre ord bør du tjekke dit site igennem for døde URLs. I WordPress findes et plugin der hedder Broken Link Checker, som kan undersøge sagen for dig.

Knapper, skrifttyper og sliders

På falderebet skal jeg også nævne call to action-knapper, der ser pæne ud på overfladen, men som ikke virker. Kender du det at man klikker på en knap, og så sker der intet? Ret belastende. Det samme gør sig gældende med ikke-læsevenlige skrifttyper. Du bør tænke dig godt om, når du anvender en bestemt font på din hjemmeside – og farven ligeså. En svag grå kan være svært at læse.

Og så er de evindelige billedslidere, der typisk ligger på forsiden og snurrer lystigt rundt. Det ene billede afløser det andet, og mange hjemmesideejere tror at de besøgende elsker at sidde og glo på disse billeder, tekster og call to action-knapper. Det er sjældent tilfældet.Så brug dine billedslidere med fornuft.

Keep it simple

I gamle dage havde vi Jakob Nielsen, som var den kedelige type på nettet. Han er dansker og en af verdens mest anerkendte eksperter inden for brugervenlighed på nettet. Dengang i 1990’erne fandt jeg ham alt for trist, men i dag har jeg stor lyst til at hylde ham og mottoet på ”Keep it simple”.

Har du lyst til at tage en snak med mig om din hjemmeside, sidder jeg klar ved telefonen. Måske kan vi i fællesskab fremskabe en hjemmeside, som dine besøgende ikke får forhøjet blodtryk af.

Ring: 2972 0955

Skriv: allan@bojsen.dk