WordPress hjemmeside til foreninger

I de forgangne uger har fodboldklubben SfB og jeg arbejdet intenst på at få skabt en hjemmeside platform, som fodboldklubben kan bruge fremadrettet. Tidligere brugte SfB en CMS løsning, som på mange måder ikke var særligt fleksibel. Desuden oplevede mange af klubbens frivillige, at det var besværligt at lægge nyt ind på hjemmesiden.

Klubbens frivillige webmaster blev hurtigt overbebyrdet med forskellige ønsker til hjemmesiden fra klubbens folk, men på grund af den noget tunge CMS hjemmesideløsning var det en særdeles vanskelig opgave for webmasteren. Dette har på visse punkter betydet, at hjemmesiden savnede en vis dynamik.

På et indledende møde får jeg fortalt, at SfB ikke nødvendigvis ønsker at fortsætte med det gamle hjemmesidesystem. Foreningen er klar til at prøve et nyt system til hjemmesider, hvis det er brugervenligt og nemt at vedligeholde. Meget hurtigt fik jeg sat WordPress på dagsordenen. WordPress er et open source (gratis) hjemmeside system, og netop brugervenlighed og fleksibilitet er vældig kendetegnende ved WordPress.

SfB skifter til WordPress

SfB var ikke svære at overbevise. Klubben har nemlig et erklæret mål: at viderebringe nyheder og informationer til medlemmer, forældre og andre interessenter i klubben. Og det skal ske så let og gnidningsfrit som overhovedet muligt. Og det er nu lykkedes at få det hele op at køre.

Bojsen IT satte en WordPress løsning op. Der blev installeret et design, som blev tilpasset efter SfBs farver, og hjemmesiden er desuden bygget således op, at de enkelte årgange nu serverer nyheder fra deres egen årgang i deres egne afsnit på hjemmesiden. Der er naturligvis også mulighed for at lægge nyheder direkte ud på forsiden af hjemmesiden.

Efter at have justeret og arbejdet med hjemmesidens design blev klubbens trænere og holdledere i ungdomsafdelingen indkaldt til en introduktion til hjemmesiden. Alle afdelinger har fået tildelt deres eget login, så de nu uafhængigt af hinanden kan logge ind og selv ændre og redigere tekster samt oprette nyheder.

Dynamisk indhold løfter hjemmesiden

Denne fleksibilitet er med til at optimere en forenings hjemmeside, idet muligheden for dynamisk indhold for alvor er til stede. Den traditionelle måde at håndtere hjemmesider på, er at en enkelt person har hovedansvaret for at opdatere websitet. Hos mange fungerer det på den måde, at medlemmer og andre bidragydere sender en nyhed til webmasteren, som herefter lægger nyheden op på sitet.

Sådan behøver det slet ikke at være. Med denne WordPress løsning er det nu klubbens gode folk, som holder hjemmesiden dynamisk med nyheder og andre informationer til hjemmesidens målgruppe.

En statisk hjemmeside kontra en dynamisk hjemmeside? Der er kæmpeforskel! Prøv at forestille dig 2 tøjbutikker ved siden af hinanden. Den ene butik kører med samme forårskollektion fra 1978. Den anden butik skifter løbende kollektionen ud, og man fornemmer at butik 2 er med på noderne. Hvor ville du købe din næste bluse?

Et andet vigtigt aspekt i den dynamiske hjemmeside er, at Googles søgerobotter så klart foretrækker opdaterede hjemmesider frem for websites, der stille og roligt sygner hen. Derfor synes jeg at SfB handlede helt korrekt ved at sadle om fra et tungt system til en smidig og fleksibel WordPress løsning.

Derfor skal din forening vælge WordPress

Der er i det hele taget mange gode grunde til at vælge WordPress. Jeg ved godt at katte vælger Whiskas, og jeg synes faktisk at foreninger bør vælge WordPress! Lad mig give nogle gode grunde til at vælge WordPress:

  • WordPress er open source, altså gratis at anvende. Ingen knudrede lejekontrakter. Ingen bindinger.
  • I er ikke låst fast til ét webbureau. Man kan fodre svin med folk, som arbejder i WordPress, og hvis I ikke er tilfredse med samarbejdet med webbureau 1, kan I hurtigt finde et andet firma, der kan hjælpe jer videre.
  • Masser af muligheder. Der findes i tusindvis af forskellige designs til WordPress, og du kan opfyldt hvert et ønske du måtte have til funktionalitet på hjemmesiden.
  • Brugervenligheden er i top. De fleste kan finde ud af at bruge WordPress efter ganske kort tid.
  • Selv om mange kritiserer WordPress for at være usikkert, mener jeg at sandheden er en anden. Det handler om du som ejer klikker på Opdater-knappen, når den “lyser”. Det koster nogle få sekunder af din tid.
  • Google kan generelt godt lide hjemmesider, der er konstrueret i WordPress. Det er ikke alle hjemmesideløsninger, der er lige gode, set med søgerobottens øjne.
  • Og så er WordPress dejlig at arbejde med, hvis man gerne vil koble hjemmesiden sammen med sociale medier, som Facebook, Twitter og Instagram.

SfB er nu i fuld gang med at passe og vedligeholde foreningens WordPress hjemmeside.

  • Til glæde for klubbens gode folk.
  • Til glæde for klubbens medlemmer.
  • Til glæde for forældre.
  • Til glæde for SfB.

www.sfb.dk

Har din forening brug for en ny hjemmeside? Jeg kan hjælpe jer videre!